Jeg vil ikke være voksen.
I år fylder jeg 18 og jeg skal holde en fest. Mine venner fra efterskolen kommer og alle dem fra min nye klasse. Mine bedsteforældre giver mig lidt ekstra penge som er til opsparingen og gaven fra mine forældre bliver nok mere kedelig i år. Jeg skal fejres, for det er stort at fylde 18. Det siger min storebror og mine forældre i hvert fald. De hyper det alle sammen op til at være den største af mine fødselsdage. Det sagde de altså også da jeg fyldte 13. Da jeg fyldte 13 blev jeg ifølge dem et ungt menneske, en teenager. Jeg fik at vide at når jeg vågnede op den dag vil jeg påbegynde den uundgåelige forandring. Den forandring vi alle hører om og som bringer mig ind en ny fase af livet. Den hvor man mister fantasien, legeaftaler og hvor det pludselig ikke er normalt at bruge sin fredag aften på at se Disney film. Nej, der er nogle andre spilleregler når man bliver teenager. Du skal ud i verden, ud blandt venner, lære, prøve af og derefter komme hjem og få en tam tale fra forældrene om at begå de samme fejl som de engang gjorde. Venner, fest, sene aftener og glæde. Det er hvad du kan forvente når du fylder 13.
Jeg fylder 18 i år og nu fortæller de mig igen om den næste uundgåelige forandring. Ligesom sidst ville jeg ikke indse det, jeg ventede ikke på den eller bad om den. Denne næste fase er ikke som nogen anden jeg har været igennem før. Forventningerne til mig er pludselig totalt anderledes end dem som blev stillet da jeg blev teenager. Ansvar, fremtid, skat, husleje, slå dig ned, starte familie.
”Hvad skal du efter du er færdig i skole?” Nu er der ikke plads til flere fejl. Der er snart til at gribe dig hvis det går galt. Som voksen har du ansvar for dig selv. Du har ikke tid til at det går galt. Du skal jo vide hvad du vil! Du skal have ambitioner om arbejde og videreuddannelse. Husk at være fornuftig men du skal stadig følge dit hjerte. Så længe dit hjerte ikke taler for drømme, ferier og frihed. Du skal lægge en plan for at flytte hjemmefra, få et godt og anerkendt arbejde. Ikke mere avisbud eller lommepenge. Husk nu ikke at holde for meget pause eller ferie, sådan noget har man ikke som voksen. Du skal helst vælge rigtigt første gang og der må aldrig blive mere end en anden gang. Du er voksen lige om lidt så kan du jo godt tage en simpel beslutning selv. Det er jo også bare en beslutning om hele min fremtid. ”Det kan du godt klare selv” du mener det skal jeg klare selv.
Jeg vil da ikke være voksen lige om lidt og indtil hvor end længe jeg nu får lov at leve. Mine forældre har været voksne hele mit liv, jeg kender dem kun for det. Jeg ser på dem og ser min fremtid. De er glade men jeg var også glad før. Får jeg virkelig ikke mere tid? Det kan godt være i siger jeg stadig er ung, men det er bare tomme ord. I ser mig som voksen og med det er min fremtid nu blevet dømt.
Når jeg puster lysene ud, må jeg hellere ønske mig et job der kan gøre mig lykkelig. Jeg vil ikke være voksen men jeg må hellere lære at blive det for det sker nu.