Ord skaber mening, ligesom klæder skaber folk. Glemmer vi kommaet i en ansøgning, og rimer vi falsk i en bryllupssang, skriver andre det sig bag øret. Trods internettets billedstorme er der nemlig ingen tegn på, at skriften går i glemmebogen. For ord siger tusindfold, og tekster gør os civiliserede, fortæller ordkløvende litteraturhistoriker Mads Rosendahl Thomsen. Han grifler løs om taleskrivere og romanforfattere, der udfolder ideer og fremmaner verdener i essays og romaner. Nu har vi givet ordet til robotterne. Og hvad de gør med teksten, er en historie, der endnu ikke er skrevet.
En gang til!
Ord skaber mening, ligesom klæder skaber folk. Glemmer vi kommaet i en ansøgning, og rimer vi falsk i en bryllupssang, skriver andre det sig bag øret. Trods internettets billedstorme er der nemlig ingen tegn på, at skriften går i glemmebogen. For ord siger tusindfold, og tekster gør os civiliserede, fortæller ordkløvende litteraturhistoriker Mads Rosendahl Thomsen. Han grifler løs om taleskrivere og romanforfattere, der udfolder ideer og fremmaner verdener i essays og romaner. Nu har vi givet ordet til robotterne. Og hvad de gør med teksten, er en historie, der endnu ikke er skrevet.
En gang til!
Ord skaber mening, ligesom klæder skaber folk. Glemmer vi kommaet i en ansøgning, og rimer vi falsk i en bryllupssang, skriver andre det sig bag øret. Trods internettets billedstorme er der nemlig ingen tegn på, at skriften går i glemmebogen. For ord siger tusindfold, og tekster gør os civiliserede, fortæller ordkløvende litteraturhistoriker Mads Rosendahl Thomsen. Han grifler løs om taleskrivere og romanforfattere, der udfolder ideer og fremmaner verdener i essays og romaner. Nu har vi givet ordet til robotterne. Og hvad de gør med teksten, er en historie, der endnu ikke er skrevet.